På perronen

På perronen står de strakte halse
med lukkede øjne
på række,
ansigtet vendt mod Nordens eneste sande Gud.
Deres fødder messer
saligt rokkende i den milde luft.
De suger frelsens varme stråler til sig
med en alvor som gjaldt det livet.
Kun den,
der har gennemlevet en lang klam vinter
i skyggen af Skandinaviens effektive beton-akvarier
hvor vinden hviner
koldt og skarpt gennem sjælen,
kun den,
som har slæbt sig til og fra hverdagens rå dont
under vægten
af himlens forjagede mørke
og søgt efter håb
langs uforgængelige bunker
af grumset sne
plettet af sod og hundetis
forstår
solens forløsende magt.

 

Fotoudfordring, uge 19, Bo

13106605_10154181176752863_1745007549_o

Det skulle have handlet om
ironi
Hvordan den var generationens (ok, min) svøbe
– hvordan den skabte afstand, afmagt og kynisme
Og at selvironi er bedre – dog ikke altid.
Men, som du ser, jeg kunne ikke.
Det kom for tæt på.
I stedet vandrede tankerne.
Det siges
at menneskets opfattelsesevne følger mest
komfortabelt med når hastigheden gennem landskabet
er 28,9 km/t
Nøjagtigt topfarten for min farfars grønne Puch
– med mælkekassen bagpå
und alles.

 

Fotoudfordring, uge 19, Lea

13148467_10154246922949124_515097440_o
Langt langt inde i en dansk skov
bag uvejsomme dyrestier,
brombærkrat
og stormlagte træer
fandt jeg engang et handicaptoilet.
Det stod strunkt og rent
i kølig vejrbestandig plast
og kastede civilisationens orange lys
ud over lejrpladsens fugtige og skæve bjælkemøbler.
En hilsen
fra det lokale kommunale kontor
hvor regulativer ikke bøjes,
men efterleves,
hvor projekter ikke syltes,
men gennemføres
uanset hvor idiotiske, de måtte forekomme.
Hvor man aldrig tager langvarigt ophold
ved begreber som
mening og reel værdi,
fordi man ellers ville blive sindsyg,
hver gang døren til ens fredelige arbejdsdag
blev slået op
af en uimodsigelig politisk vind.

 

Fotoudfordring, uge 17, Bo

13052714_10154162561512863_642928293_o.png

Det er her de afbrændte hjerter bor
Soden er kalket væk, røgen blæst over
i villakvarteret
og de vindueløse kvadrater kvæler
den sidste ild.
Tilbage står kun den svedne pergola
til minde om
den varme, lysende ild.

 

Fotoudfordring, uge 17, Lea

13054368_10154228654409124_684600402_o

Det var derovre det foregik
dengang
du igen oplevede noget utroligt.

Jamen ER det ikke utroligt?

Jo, gu er det utroligt,
at jeg bliver ved med at komme,
når du ringer.
At der er gået 54 år,
siden du første gang kunne berette,
at dit liv er mere interessant
end mit.
Og at Henny i øvrigt også
havde den kjole på sidste år,
da Poul blev gift.
Tænk sig!

Tænk sig
al den tid
jeg kunne have brugt
på at hækle ukommenterede drømme
til mig selv
i blå og røde farver
vildt voksende
ud over altanen
hen ad brostenenes bulede gulv,
ned i kanalen
over havet
til Sri Lankas hvide kyst.

Men nu er det tid
til frokost.
Du kender det mest utrolige sted.